På historiske Bandholm Badehotel gør vi jeres besøg mindeværdigt.
Her er solstrejf, bølgeskvulp og luksuriøs hygge. Det er netop dét, der er kendetegnende for den særlige, danske tradition at bo på badehotel.
Vi kræser om jeres måltid med bæredygtige råvarer fra Sydhavsøerne, Smålandshavet byder på et forfriskende dyp fra Danmarks ældste badeanstalt, og sidst på aftenen sørger den lollandske stjernehimmel for at lulle jer i søvn, som gæster er blevet det her i mere end 300 år.
For lige her på Bandholm Havn lå oprindeligt en kongeligt privilegeret kro, der allerede i 1692 bød handlende velkommen, når rejsen gik gennem det lollandske vand og land. Her hviler nu det smukke, hvide badehotel, der i 1886 afløste den aldrende kro, og som vi i dag byder vores gæster velkommen til.
Gennem tiden er mange ting på Bandholm Badehotel ændret, men meget er også det samme. Og selvom vores historie er lang, er den er kun lige begyndt.
Vi glæder os til at skrive den næste del sammen med jer.